Digte for en daler

DIGTE FOR EN DALER
Tania Ørum

I sommeren 1964 møder digteren og universitetslæreren Vagn Steen digteren og kritikeren Hans-Jørgen Nielsen til et seminar om nordisk litteratur, hvor også forlæggeren K.E. Hermann fra Arena er til stede. Det kommer der et lille kvadratisk tidsskrift ud af, som bliver det første organ for det litterære nybrud, der er en lidt senere parallel til de nye strømninger i billedkunsten og musikken. Steen husker, at

Forlaget Arena havde 1100 abonnenter, fik jeg at vide. Og fik den ide at der kunne komme et lille tidsskrift ud sammen med nogle af bogpakkerne. Og det kunne hans-jørgen og jeg redigere sammen med Ole Birklund Andersen som var en af de få der havde fornemmelse for den æstetiske tænkning efter Marcel Duchamp og John Cage.1

Vagn Steen citerer et udateret brev, hvoraf aftalen mellem Steen, Nielsen og Arena fremgår:

VI har redaktionelt og økonomisk ansvar. ARENA er vor store faste kunde med 1100 eksemplarer af foreløbig fire numre – og betaler 1 kr. stykket – en fem-seks dage efter udsendelsen af hvert nummer. BEGGE PARTER kan sælge numre men ARENA påtager sig at ordne abonnementssystem, udsende til presse osv. (Steen 2000: 4)

Der kommer, som Vagn Steen erindrer,

I alt fem numre. De første tre i kvadratisk format, nummer nul oktober 64, nummer et december 64, og nummer to i påsken 1965 ledsaget af et bilag, nemlig særtryk af katalog for Kunstnernes Påskeudstilling 1965 i format A5. Til sidst en hilsen hvor der stod: ”Digte for en daler nr. 4 består af 4 postkort (nummer 3 kommer sikkert senere)” De tre numre var på tyve sider (16 + omslag). Med bilag og nr. 4 blev det til 80 sider. Desuden var der korrektur til nummer tre. (Steen 2000: 4)

Nummer tre udkommer imidlertid aldrig, fordi det viser sig umuligt at få pengene ud af Arena, og det ”’VI’ der bar det økonomiske ansvar var blevet til mig alene” (Steen 2000: 4)

Tidsskriftet digte for en daler kan i bogstavelig forstand betegnes som et little magazine. Det måler 15 x 15 cm og kommer, alle numre og bilag iberegnet, op på små 80 sider. Og som titlen angiver, er prisen heller ikke stor.

Som mange publikationer af konkret poesi kan digte for en daler også opfattes som en artist’s book eller som book art, forsåvidt som den grafiske og fysiske tilrettelæggelse af tidsskrifter er en integreret del af projektet.

Fluxuskunstneren og forlæggeren Dick Higgins2 har defineret en artist’s book som ”a book done for its own sake, and not for the information it contains. That is: it does not contain a lot of words, like a book of poems. It is a work. Its design and format reflect its content – they intermerge, interpenetrate. It might be any art: an artist’s book could be music, photography, graphics, intermedial literature. The experience of reading it, viewing it, framing it – that is what the artist stresses in making it.” (11) At bogen i sig selv er værket, indebærer også andre måder at læse på. Læserens spørgsmål skal ikke være: Hvad handler det her om? Men som Higgins siger: ”What am I experiencing when I turn these pages?” Det er det ”the critic of an artist’s book must ask, and for most critics this is an uncomfortable question.”(12)

At selve bogens tilrettelæggelse, layout og format er afgørende, betyder selvfølgelig på ingen måde, at indholdet er uden betydning. Tværtimod prøver de to redaktører at demonstrere en helt ny holdning til litteratur. De introducerer en litteratur, som er lige så avanceret som den post-cageske musik og post-duchampske billedkunst, der er udgangspunktet for de to digtere.

Denne litteratur er ikke-ekspressiv, ikke-introspektiv, anti-metafysisk, interesseret i litteraturens materialitet: bogstaver, tryk, bogformat, litteraturens lydlige og visuelle side, læse- og skriveprocessens fysiske og kropslige dimension, som oftest tilsidesættes til fordel for teksternes immaterielle eller åndelige dimensioner. Det er en litteratur, der er interesseret i nye teknologier: i computere, trykketeknikker, nye medier –kort sagt de verbi-voco-visuelle kommunikationsmåder, Marshall McLuhan beskriver som et udvidet nervesystem. Det er en litteratur, der er interesseret i den kybernentik og informationsteori, som annoncerer nutidens post-humane samfund (Katherine Hayles). Og det er en litteratur, som er interesseret i, hvordan alle disse ændringer påvirker verden.

Et eksempel på denne teknologiske interesse er Bjarne Sandstrøms ”Ode til Claude Shannon” i digte for en daler nummer to. Sandstrøm samarbejdede med Hans-Jørgen Nielsen om tidlige forsøg på at programmere datamaskiner til at generere sætninger udfra enkle kombinations- og selektionsregler. 3 Den brugsanvisning, der ledsager digtet, insisterer på, at ”Det er sprogets eget digt, som mumlende kryber frem af alfabetets masse, hvor denne presses gennem det shannonske filter”, dvs. når man benytter matematikeren Shannons retningslinier for anvendelsen af den såkaldte Markov-kæde til at generere sprog.

Redaktørernes interesse i bogmediet viser sig i den måde, hvorpå de enkelte tekster er tilpasset tidsskriftets sideformat. Hans-Jørgen Nielsens digt i nummer nul, hvor ordene SPRING UD springer ud over sidens højrekant, er et eksempel. Eller man kan pege på det håndskrevne lyddigt af Per-Olof Johansson, der er trykt vertikalt hen over to sider i nummer et, sådan at læseren fysisk må vende tidsskriftet om for at kunne læse teksten. Læsningen som en temporal og fysisk proces demonstreres i en tekst i nummer et af billedkunstneren Arthur Köpcke, der meget passende hedder ”ORM I HJERNEN: ET LÆSESTYKKE”. Stykket handler om den livscyklus, visse indvoldsparasitter beskriver fra kvæg over snegle og myrer og tilbage til kvæg igen, men det obstruerer også læseprocessen på en måde, der frembringer en virkning som af myrer i teksten eller i læserens hjerne. Johannes L. Madsens labyrint er endnu et eksempel på en tekst, der arbejder med sidens kvadratiske rum og læsningens tidsrum og med læserens ønske om at finde vej gennem labyrinten og således løse tekstens gåde, mens han drejer bogsiden rundt.

Interessen i bogmediet viser sig også i, at det var tanken, at tidsskriftet skulle kunne læses fra begge ender, hvad det også kan i nummer nul og nummer to.

Når det lille tidsskrifts nummer nul kan læses fra begge ender, afspejler det (som man kan læse på kolofonsiden i den ende, Vagn Steen har redigeret) en oprindelig ”plan om to tidsskrifter redigeret fra hver sin ende af hver sin redaktør DAV af Hans-Jørgen Nielsen og DIGTE FOR EN DALER af Vagn Steen. Af praktiske grunde måtte denne tiltalende ide opgives. Redaktørerne bor i to byer arbejder med små midler og uden rejse- og telefonbudget, så det gav ikke som tænkt det halve men det dobbelte arbejde. Endelig er der jo kun ét trykkeri – Marselis Tryk.”

Denne kolofonside, der reklamerer med en abonnementspris på ti kroner for fem numre, og præsenterer Vagn Steen som hovedredaktør (”redigeret af vagn steen med hans-jørgen nielsen og ole birkund andersen i redaktionen”), er præget af Steens ”man kan-model”:

MAN KAN debutere i tidsskriftet MAN KAN skrive artikler på højst to sider (med ti siders indhold) billeddigte tonefaldsdigte handlende digte og kort prosa MAN KAN blive en uvurderlig støtte ved at hjælpe med udbredelsen MAN KAN gøre sig fortjent ved at hjælpe de sider frem som tidsskriftet står for – en appetit på sproget på iagttagelser på mangfoldig accept på handlingsdigte på teksthandlinger på principielle sprogdemonstrationer MAN KAN godt være med

Digte for en daler er således organ for en vifte af nye former for (især) poesi, der lægger vægten på det konkrete tekstmateriale, på den enkle, reducerede form og forsøg med det lavspændt hverdagsrealistiske, de lavkulturelle klicheer eller readymades. Alle tendenser, der kan ses som tekstlige pendanter til billedkunstens upolerede nyrealisme, reduktion af forminventaret og brug af skabeloner eller til den ny musiks forenkling, collage- og konstruktionsprincipper. Tidsskriftet bringer, som kolofonen lover, både artikler og skønlitterære tekster. Vagn Steens ende af nummer nul indeholder 1 side, hvor Steen læser et uddrag af en roman af Tom Kristensen som digt og peger på, at det er ”karakteristisk for Tom Kristensen og for det danske kulturmiljø”, at han ikke tager konsekvensen af sine eksperimentelle erfaringer. De følgende to sider rummer eksempler på Johs. Ewalds eksperimenter med ordpar, der spejler hinanden (Moster Ret som), og andre som følger alfabetets rækkefølge.

Disse sider kan læses som forsøg på at finde en mere eksperimenterende tradition frem i den danske kanon at sætte af fra. De mødes med en pegen ud i den internationale tradition for visuel digtning i Hans-Jørgen Nielsens 2 1/2 side lange læsning af en tekst af e.e.cummings. 4

På de efterfølgende opslag i Steens ende præsenteres hhv. tre billeddigte af den finske Kurt Sanmark og fire nyenkle digte om kvindeligt hverdagsliv af Charlotte Strandgaard. Og endelig overskrider Steen selv sine redaktionelle omfangsangivelser for artikler med et ”dokument”, der beskriver en ”vandring i Daniel Spoerris føle-labyrint 19. august”. Også omslaget er inddraget til tidsskriftsbrug; her præsenteres grafiske opsætninger af tekster af Vagn Steen.

Fra den nielsenske ende af tidsskriftet åbnes der med et eget billeddigt, der grafisk demonstrerer udsagnet ”Spring ud” som en kurve af bogstaver, hvor det sidste ”D” bogstaveligt er på vej ud over tidsskriftsiden. Hvorefter der følger et opslag med seks nyenkle digte af Kristen Bjørnkjær. 5

Digte for en daler nummer et har kun en læseretning. På kolofonsiden oplyses, at nummer nul ”blev trykt i 2700 exemplarer og er udsolgt NUMMER NUL blev anmeldt (Jyllands-Posten – Aktuelt – Information- Berlingske Tidende – Land og Folk) Flere anmeldere betragtede det som et konkretisttidsskrift – det er det ikke eller det er det også NUMMER ET trykkes i 4000 eksemplarer”. På forsiden har nummeret hvad der i indholdsfortegnelsen opgives som en ”tegnedigtserie” af den svenske billedkunstner Sture Johannesson, hvor et gnidret væsen tilsyneladende stiller Tarzans spørgsmål til ”Jane?”, men af et andet gnidret væsen kun besvares med regnestykker, der ender på ”kr”. På bagsiden er der et håndskrevet grafisk digt af den danske Per-Olof Johansson, der også har bidraget med et lyd- og billeddigt på midteropslaget. Inden i nummer et bringes på de første fem sider ”5 neoplasticistiska dikter” af den svenske digter Åke Hodell – næsten helt hvide sider, hvor bogstaverne a, e og o fordeler sig i skiftende konstellationer. Arthur Köpcke bidrager med to af sine ”læsestykker” opsat som tekstkasser med brug af hans karakteristiske tegn : = /. Det første om parasitter slutter med et citat af komponisten Henning Christiansen, det andet handler om geologiske processer. Den svenske Gunnar Möllerstedt bidrager med et deformeret readymadedigt over temaet ”Är popkunst en fluga?”, Arne Herløv Petersen med ”To kinesiske tegn” sat sammen af joyceske brokker fra mange sprog. Derudover har Vagn Steen selv bidraget med to readymades (fra 1955, siger kolofonsiden) 6 og med endnu et dokument: et rørende brev, dateret 18. april 1848 og fuldt af stavefejl, fra Pauline til kritikeren P.L.Møller om deres fælles barns død; en reklame for Vagn Steens digtsamling Digte? bestående af udpluk af anmeldelser, samt tegninger af Vagn Steens datter Anne Sophie med maskinskrevet forklaring nedenunder.

Digte for en daler nummer to kan igen læses fra begge ender. Den ene ende har forsidedigt af maleren Poul Pedersen (fejlagtigt tilskrevet Johannes L. Madsen i indholdsfortegnelsen) og indeholder derudover nyenkle digte af Charlotte Strandgaard, popdigte af fotografen Gregers Nielsen og Kristen Bjørnkjær, konkrete digte af Hans-Jørgen Nielsen og Johannes L. Madsen, endnu en reklame for Digte? og Bjarne Sandstrøms ”Ode til Claude Shannon”, der består af fire indrammede kasser med ”ord” dannet udfra Shannons ”anvisninger for Markoff-kædens anvendelse ved sprogfremstilling” og en spalte med Brugsanvisning, hvor kompositonsprincipperne forklares, så den ”der måtte have lyst, kan selv fortsætte digtet”.

Den anden ende af nummer to har omslagstekst af Vagn Steen, et mønster af ord eller ordbegyndelser med l- og m-, formentlig hentet fra en ordbog, der danner vandrette og lodrette striber. På indersiden har Vagn Steen et forsvar for at bringe teksterne ukommenteret, og på de følgende sider bringes replikker fra Henning Carlsens film Familiebilleder, som Vagn Steen foreslår ”springer ud i situationer” også for dem, der ikke har set filmen, og således understøtter Steens påstand om, at alle slags tekster kan læses som digte.

Vagn Steens kunstsyn udbygges i tillægget til nummer to indlagt i kataloget til Kunstnernes Påskeudstilling 1965, hvor Steen har en programerklæring med titlen ”Som kunst”, hvori han taler for ”en bestemt og for mange måske ny tankemodel for kunst”, hvor man definerer et digt som ”nogle ord plus en bestemt måde at se dem på”, ligesom en skulptur er formet tredimensionalt materiale og et maleri noget håndgribeligt ”plus en bestemt måde at betragte på”. Steen opponerer mod de ”utilstrækkelige” betragtningsmåder, hvor man kun ser ”noget anekdotisk, nogle kønne farver, et mønster” eller noget, der forekommer moderne. Dette ”sekundære forhold til kunst”, der ofte ”støtter sig til en vejleder med meninger, en kunstprædikant”, er ”mere udbredt end man tror” og tilstrækkeligt til ”uforpligtende” og overfladisk konversationsbehov, men det giver kun ”reduktive, udviklingshæmmede, snævre, ikke særligt mættende kontakter.” I stedet for at legitimere kunsten i et anekdotisk indhold ”uden for værket selv” tilslutter Vagn Steen sig billedkunstneren Willy ørskovs ønske om en ”afmytologisering af kunsten”. Udfra dette kunstsyn giver det ikke mening at stille spørgsmålet om, hvad kunst er, i stedet handler det om, hvad ”nogle mennesker i nogle situationer finder meningsfuldt at betragte som kunst.” Og genstanden for denne måde at se på ”kan være værker, der er ’skabt’, som man siger, med æstetisk hensigt af voksne og bevidste kunstnere”, men også ”værker, hvis bagvedliggende impulser vi ikke kender, forhistoriske skulpturer, børns tegninger, sågar abers produkter.” 7 Et ledsagende digt handler om at ”afskære overbetydninger”. Udover Steens manifest indeholder tillægget et digt af Poul Borum, fire nyenkle digte af Margrethe Berg, fire af Kristen Bjørnkjær, fem af Wivi Leth, fire konkrete digte af Johannes L. Madsen, to mobiler af Hans-Jørgen Nielsen, Notater om hverdagsemner af Charlotte Strandgaard, visuelle digte af Bjarne Sandstrøm og Knud Sørensen8 og et stykke af Vagn Steen, ”Århus som ordby”, bestående af hvad der ligner overhørte samtaler, små anekdoter og personlige notater.

Digtene i Digte for en daler nummer to og dets tillæg var Johannes L. Madsens debut, og Vagn Steen har senere fortalt om, hvordan de mødtes:

Jeg skulle læse op i Fredericia sammen med Cecil Bødker og Benny Andersen. Jeg så efter mellem de mange breve om der var nogen fra byen, og der var tre. I toget fik jeg læst dem. Det var den glædeligste overraskelse i tidsskriftets historie, og jeg tog en taxa direkte ud til Fynsgade 49 og sagde dav. -Ja, vi er på vej til at høre dig, sagde Johannes. Hans første brev har jeg ikke. Men senere sendte han en labyrint ”som jeg netop har skrevet med ’D F E D’ for øje. (Steen 2000: 4-5)

Det fremgår tydeligt af labyrintens format, som passer med tidsskriftets, men digtet blev aldrig bragt, eftersom der ikke udkom flere numre. 9 Derimod optager tidsskriftet ta’, som Eksskolekredsen lancerer fra starten af 1967, flere digte af Johs. L. Madsen.

Som mange andre små tidsskrifter er digte for en daler kortlivet. Men det falder som en sten i vandet, der skaber stadig større cirkler omkring sig. Tidsskriftet digte for en daler har også en oplæsningsgruppe, som bl.a. optræder ved lanceringen af tidsskriftet i Århus i oktober 1964 (Vagn Steen, Kristen Bjørnkjær, Charlotte Strandgaard, Hans-Jørgen Nielsen, Margrethe Berg, Per-Olof Johansson og Arthur Köpcke). De læser op sammen og sælger numre af tidsskriftet for at dække de deltagendes udgifter til rejse, mad mv. Og senere er der foruden performativ poesi også performativt teater ved Århus Studenterscene med deltagelse af kredsen omkring tidsskriftet, og ledsaget af en folder med titlen teater for en tier.

Med digte for en daler, hvis dominerende kraft tydeligt nok er Vagn Steen, får Danmark således sit første litterære samlingssted for de nye tendenser i tresserlitteraturen.

-----
1 Vagn Steen 2000: ”Digte for en daler, 80 sider” i: Graf nr. 3, maj/juni, 4.
2 Dick Higgins: ”A Preface” til Joan Lyons (red) 1985, Artists’ Books. A Critical anthology and Sourcebook, Rochester, N.Y.: Visual Studies Workshop/Gibbs M. Smith Inc., Peregrine Smith Books (11-12)
3 Se nærmere i Bjarne Sandstrøms artikel ”Før” i Tania ørum (red.) 2001: Portræt af et forfatterskab: Hans-Jørgen Nielsen, København: Forlaget Spring.
4 Analysen er senere genoptrykt i udvidet version i Hans-Jørgen Nielsens essaysamling ’Nielsen’ og den hvide verden (1968), som netop er genoptrykt i H-J Nielsen: Nye sprog, nye verdener, København: Gyldendal 2006.
5 Vagn Steen husker (2000: 4), at Hans-Jørgen Nielsen, Charlotte Standgaard og Kristen Bjørnkjær får deres debut i dette nummer. Det er dog en erindringsforskydning, idet i hvert fald Hans-Jørgen Nielsen allerede var debuteret og bl.a. optræder med mere konventionelle metaformodernistiske digte i Hvedekorn nr. 5 1961, hvor også hans første gendigtninger af Haiku-digte er trykt.
6 Disse to readymades genoptræder, denne gang ledsaget af en illustrerende stregtegning i Vagn Steens teknisk er det muligt, Borgens Billigbøger, 1967:58-59.
7 Vagn Steen: ”Som Kunst”, Særtryk af katalog for Kunstnernes Påskeudstilling 1965. Bilag til Digte for en Daler (upag.) I andre tekster fra perioden taler Steen om en ”tekstrevolution”, som er parallel med den ”billedrevolution”, der allerede har fundet sted før første verdenskrig (Steen: Læsninger, København: Borgen 1969:48), og som indebærer, at teksten bevæger sig fra noget metafysisk til noget fysisk, fra det henvisende til det konkrete, og fra det omhandlende til det handlende (Steen 1969:17).
8 De to visuelle digte benævnes op-digte, optiske digte, ligesom endnu et visuelt digt af Vagn Steen bestående af ordet RøD med spejlvendt R på rødt papir, der er medtaget i selve kataloget til Påskeudstillingen – formentlig som en parallel til op-art i billedkunsten. 20 opdigte hedder også Johannes L. Madsens første udgivelse, der udkommer i 1965 som privattryk med tyve A4 sider i en mappe med påskriften ”Denne mappe er trykt i Fredericia Bogtrykkeri i 50 nummererede eksemplarer”. Se Tekstoplysninger (929) og efterskrift (933, 936) ved Lars Bukdahl i Johannes L. Madsen: Samlede digte, red. Lars Bukdahl og Eli Lund, København:Arena 2003, hvor opdigtene også er genoptrykt.
9 ”Labyrint” er sammen med andre visuelle digte trykt i Samlede Digte (881)