Om Netværket

Nordisk Netværk for Avantgardestudier er et nordisk forskningsnetværk støttet af Nordforsk 2004-2007. Nordisk Netværk for Avantgarde Studier vil styrke og koordinere mindre og spredte nationale forskningsmiljøer, bidrage til at fremme udveksling af viden om forskelle og ligheder mellem de nordiske lande og gøre nordisk avantgardeforskning internationalt synlig. Nordisk Netværk for Avantgardestudier afholder en årlig konference. Netværket danner også ramme for udarbejdelsen af De nordiske avantgarders kulturhistorie i 4 bind og et elektronisk arkiv for dokumenter fra de nordiske avantgarder. Det nordiske forskningsnetværk er en videreudvikling af det danske forskningsnetværk ”Avantgardernes genkomst og aktualitet” støttet af Det humanistiske Forskningsråd 2001-2004. Under forberedelse er et Europæisk Netværk for Avantgarde og Modernisme Studier, EAM, hvis første konference afholdes i Ghent, Belgien, maj 2008.

About the Network

The Nordic Network of Avant-Garde Studies is supported by Nordforsk 2004-2007. The Nordic Network of Avant-Garde Studies aims to support and coordinate small and dispersed national centres of research, help promote the exchange of knowledge about differences and similarities among the avant-garde currents and research in the Nordic countries, and make Nordic avant-garde research visible in a European and international context. The Nordic Network of Avant-Garde Studies has a yearly conference. Within the Network an editorial group is preparing a four-volume Cultural History of the Nordic Avant-Gardes and an electronic archive of documents from the Nordic avant-gardes. The Nordic network is an extension of the Danish research network ”The Return and Actuality of the Avant-Gardes” supported by the Danish Research Council 2001-2004. A European Network of Avant-Garde and Modernism Studies, EAM, is under preparation and will have its first conference in Ghent in May 2008.
Tak for støtte til
nordforsklogo.jpg
Powered by
Movable Type 3.31

Hjem

En tradition af opbrud - anmeldelser

Den besværlige samfundsbaserede antitese til samfundet

Af Jacob Lund Pedersen

En tradition af opbrud: Avantgardernes tradition og politik
Redigeret af Tania Ørum, Marianne Ping Huang og Charlotte Engberg
Forlaget Spring, 2005. ISBN 87 90326 71 7


Med denne 355 sider lange antologi i temmelig stort format (24 x 30 cm), som er et resultat af det danske forskningsnetværk ”Avantgardernes genkomst og aktualitet” (der begyndte i 2001 og siden 2004 har været udvidet til det nordiske område), får vi nu den første dansksprogede præsentation af det, flapteksten kalder ”avantgardetraditionen” fra begyndelsen af 1900-tallet og op til i dag – og øjeblikkeligt springer det i øjnene, at den ambitiøse udgivelse tilmed rummer originale bidrag af avantgardeteoriens grand old man, Peter Bürger og af den (ikke blot inden for avantgardeteorien) indflydelsesrige amerikanske teoretiker Marjorie Perloff.
Den særdeles velredigerede antologi har til hensigt at udvide »de forkortede og lidet informerede forestillinger om avantgarderne i det 20. århundrede, der længe har præget den danske debat, kritik og forskning,« ved at give en mere historisk præcis og nuanceret afklaring af avantgardebegrebet og dets omfangslogik. I Tania Ørum og Marianne Ping Huangs forord plæderes der således – i opposition til de, der mener at kunne reducere de danske avantgarder til ’krusninger på kunst- og litteraturhistoriens lange bølge’ – for ikke at anskue avantgardestrømningerne punktuelt, som isolerede fænomener, men i de lange historiske linier, de faktisk viser sig at aftegne eller sætte deres aftryk på, og i den større internationale sammenhæng, de ved nærmere eftersyn unægteligt indgår i. Samtidig er det et af antologiens overordnede ønsker at historisere selve opfattelsen af avantgarden, hvilket især kommer til udtryk i islændingen Benedikt Hjartarsons artikel om ”At historisere den historiske avantgarde”.
Antologien fremkommer, heldigvis, ikke med noget entydigt, autoritativt og for alle bidragene gældende begreb om avantgarden, men lader dette stå til permanent diskussion. For overskuelighedens skyld kan man skitsere to grundliggende måder at forstå avantgardebegrebet på. På den ene side kan det opfattes som dækkende over rent formelle, stil- og fremstillingsmæssige nyskabelser, altså som et for alle tider og epoker gældende strukturelt begreb for kunstnerisk eksperimenteren og nydannelse. På den anden side sættes den kunstneriske eller måske rettere æstetiske fornyelse i en uophævelig forbindelse med en utopisk, subversiv eller revolutionær kritik af samfundet og den kunstinstitution, som repræsenterer samme. Dette er opfattelsen hos bl.a. Th.W. Adorno og Peter Bürger, der som bekendt siden udgivelsen af Theorie der Avantgarde i 1974 har sat dagsordenen for diskussionen af avantgarden. Det er denne dagsorden, flere af antologiens forfattere kritiserer, historiserer og mere eller mindre eksplicit forsøger at ændre.
De første fire artikler fungerer som en art opkridtning af banen: hollænderen Hubert van den Berg lægger ud med et bidrag til en historisk topografi over de europæiske avantgarder, Hjartarson præsenterer et kritisk gensyn med de teorier, der har formet opfattelsen af den historiske avantgarde, Perloff analyserer dialektikken mellem den individuelle kunstner og avantgardegrupperne (eller ”avantgardens traditioner”, som hun med reference til T.S. Eliots klassiske essay kalder dem i sin titel), særligt i relation til Language poetry-bevægelsen og dens forskellige generationer, mens tyskeren Bürger nuancerer, men fastholder sin tidligere fremsatte kritik af neoavantgarden: »Neoavantgarden institutionaliserer avantgarden som kunst og negerer dermed den ægte avantgardistiske intention [en revolution af de sociale forhold],« over for Hal Fosters påstand om, at det først er med neoavantgarden, at kunstinstitutionen begribes som sådan, og den historiske avantgardes projekt fattes. Efter disse fire indledende artikler følger i alt 20 analytisk og historisk vidtspændende og veloplagte bidrag, som det ikke er muligt at yde retfærdighed på så lille en plads som hér, men det skal bemærkes, at det gennemgående er en fornøjelse at være vidne til den fortrolighed, bidragyderne har med deres materiale; man fornemmer, at der ligger store forskningsindsatser bag. En tradition af opbrud giver derfor ikke blot indsigt i de vigtigste problemstillinger og teorier om avantgarderne, men frembyder også en stor mængde fakta og et mere konkret og omfattende kendskab til de enkelte kunstnere og grupperingers praksis og produktion – til dada, Kurt Schwitters, Gertrude Stein, surrealismen, Cobra, situationisterne, Albert Merz, Eksskolen, Ib Nørholm, Peter Laugesen, interfacelitteratur og meget mere.
Van den Berg giver sig på baggrund af en omfattende litteraturmængde i kast med en afklaring af avantgardebegrebet og diskuterer indgående, hvordan vi kan afgøre, om kubisme og konstruktivisme var centrale avantgardestrømninger eller ej; hvordan vi kan afgøre, hvilke ismer, projekter, grupper og individer, der kvalificerer til betegnelsen ”avantgarde”. I diskussionen inddrager han bl.a. det, han kalder ”konventionelle parametre” – fx kunstnernes selvudnævnelse til ”avantgarde” og en eksplicit intention om at forene kunst og liv eller bevægelsernes markering af sig selv som bevægelse med programmatisk formulerede manifester (hvilket jo udelukker eksempelvis kubismen og ekspressionismen) – men afviser disse parametre eller definitioner som problematiske og upræcise (i første ex for vag, i det andet for specifik), »hvad angår demarkationen af avantgardens diakrone og synkrone begyndelse og afslutning,« som det hedder på videnskabelig vis. I stedet for sådanne utilfredsstillende tilgange til avantgarden plæderer van den Berg for, at vi skal fokusere på avantgardens organisatoriske dimension (tidsskrifterne, gallerierne osv.), og bestemmer med reference til Gilles Deleuze og Félix Guattaris populære rhizombegreb avantgarden som »et synkront og diakront fluktuerende heterogent netværk med rhizomatiske egenskaber«.
Van den Berg giver os en fin oversigtsartikel om avantgardebegrebet, afklaringen af dets indhold og hvilke størrelser, det omfatter og ikke omfatter hos en række forskellige teoretikere. Men, hvis man skal tage Bürger, der generelt og således også hos van den Berg står for skud, i forsvar, kunne man indvende, at et sådant stykke upåklageligt, samvittighedsfuldt og grundigt redegørende akademisk arbejde formentlig slet ikke er Bürgers anliggende. Hos Bürger kan avantgardens politiske engagement ikke gradbøjes og typologiseres: For ham er avantgarden uløseligt knyttet til det politiske og, som Peter Borum også redegør for i sin artikel, til forsøget på at sætte sig ud over en bestemt forestilling om kunstens autonomi og på at nedbryde grænsen mellem kunst og livspraksis, at reintegrere kunsten i livspraksis. I dette perspektiv producerer neoavantgarden som allerede antydet ovenfor ingen selvkritik af kunsten, ingen nedbrydning af institutionen, da den – idet den gentager den historiske avantgardes manifestationer, efter at disse har vist sig at være uden den ønskede virkning, umulige – blot rekupererer dem på institutionens vegne og herved indskriver dem i den kapitalistiske vareøkonomi. For Bürger kan avantgarden ikke løsrives fra ønsket om at revolutionere det kapitalistiske samfund, da det simpelthen er denne revolutionære indstilling, der gør/gjorde den til avantgarde – alt andet er, som Samuel Beckett ville sige »desertion, art and craft, good housekeeping, living«. De mange forsøg på at udvide Bürgers avantgardebegreb til også at omfatte al mulig ”husholdningskunst” er derfor uforenelige med Bürgers præmisser og det forhold, han ønsker at beskrive (således er det måske symptomatisk, at Bürger, da han i 2003 gæstede Århus, var aristokratisk uvidende om eksistensen af fx en Ben Highmore) – diskussionen vedrørende den deserterende institutions- og dermed i sidste ende kapitalistisk samfundsbevarende kunst interesserer simpelthen ikke en ”ægte” avantgardist. Med det senkapitalistiske skuespilsamfunds mere og mere fuldstændige ekspropriation af vores sprog (ord, billeder etc.) og med opløsningen af det, Mikkel Bolt netop kalder den sidste avantgarde, situationisterne, i 1972, er avantgarden – hvis den da nogensinde har fandtes – død, og endnu er ingen trådt i dens sted. Det skulle i DK da lige være den af Huang behandlede Claus Beck-Nielsen (men han er jo efter sigende også død).
Det er i det hele taget en fornyelse af denne diskussion af avantgardens/kunstens politiske engagement og dens mulighedsbetingelser i forhold til institutionen og det omgivende samfund, antologien lægger op til. I den sammenhæng er Hjartarsons historisering af Bürger og Hal Fosters dagsordensættende opfattelser interessant. Hjartarson argumenterer på baggrund af en distinktion mellem termerne ”hverdagslighed” (en tingsliggjort levemåde) og ”livspraksis” (en handlemåde) for, at Bürgers teori hviler på et avantgardebegreb, der involverer et kritisk begreb om hverdagslivet, som først opstod omkring ’68, og som derfor var fremmed for virkelighedsopfattelsen hos den historiske avantgarde, den skulle gælde for, hvilket ifølge Hjartarson betyder, at Bürger definerer neoavantgarden som en gentagelse af sig selv. Hjartarsons pointe er, at hverken Bürger eller Foster reflekterer tilstrækkeligt over deres egne historiske udsigelsespositioner, og at begge udelukkende forstår forholdet mellem den historiske avantgarde og neoavantgarden som et spørgsmål om kontinuitet, i stedet for at forsøge at begribe den historiske avantgarde i dens historiske anderledeshed og altså at tage udgangspunkt i diskontinuiteten (man kunne her indvende, at dette at skulle sætte sig ud over sin egen forståelseshorisont jo er et klassisk problem for historikeren).
Opfattelsen af det politiske og kravene til kritisk engagement har ændret sig mærkbart, siden Bürger forfattede sin avantgardeteori, men det er imidlertid spørgsmålet, ikke mindst også hvad angår den såkaldte interventionskunst og relationelle æstetik, om Ørum og Huang virkelig har ret, når de skriver, at institutionen i dag har ændret sig »fra at repræsentere og dokumentere den kritiske kunst til at agere på grundlag af kunstens kritiske potentiale,« til at være en veritabel medaktør i det kritiske projekt. Er denne institutionens villighed til deltagelse udtryk for en reelt kritisk intention, eller skal den snarere anskues som en ny rekuperationsmekanisme? Forholder den kunst, den lader komme til udtryk, sig antitetisk til samfundet? Kan den stadig siges at være genuint avantgardistisk?

---


Ny antologi: Kunsten tilbage til livet

Information 1. december 2005, side 20 / 21



Diskussionen af avantgarden i kunsten får nye præmisser gennem udgivelsen af righoldig mammutantologi
Tania Ørum, Marianne Ping Huang og Charlotte Engberg (red.): En tradition af opbrud. Avantgardernes tradition og politik. 355 s. Ill. Kr. 298,00. Forlaget Spring. ISBN: 87-90326-71-7

Af Erik Skyum-Nielsen
Hvis avantgarden i kunsten er død, er dens genfærd til gengæld foruroligende aktivt. Sådan kan man ultrakort sammenfatte indholdet af dén massive moppedreng af en antologi, der for nylig udkom på forlaget Spring under titlen En tradition af opbrud. 25 bidragydere belyser fra vidt forskellige vinkler, nogle analytisk, andre teoretisk, atter andre historisk, men alle på højt fagligt niveau, avantgarden som fænomen fra begyndelsen af det 20. århundrede med Dada og futurismen helt frem til vore dages kunstfotografi, aktionskunst (Claus Beck-Nielsen) og hypertekstproduktioner.
Fælles for artiklerne er en velgørende vilje til at tænke ting igennem fra grunden, og man må også glæde sig over, at det åbenbart omsider er muligt at lave en avantgarde-antologi, der fremtræder nogenlunde renset for isme- og gruppe-manifesternes bulderbragende selvpromovering.
Avantgarde kan i første omgang forsigtigt og bredt forstås som rent formelle nybrud, som eksperimenter i og med kunsten. Men disse æstetiske brud udføres næsten hver gang som led i en radikal kritik af samfundet i almindelighed og kunst-institutionen i særdeleshed. Den kunstneriske aktivitet rummer altid i anden omgang en politik af en slags.
Æstetikkens politik
Avantgarderne vil eller ville, slagordsagtigt formuleret, "føre kunsten tilbage til livet", ophæve dens indespærring i museet, teatret, koncertsalen, bogen.
Følgelig gik man fra starten til angreb på værkkategorien og søgte gennem de formelle nybrud, kombineret med provokerende adfærd, at rokke ved definitionen af kunst. Over for det organiske, det harmoniske kunstværk satte man f.eks. montagen, over for den suveræne, såkaldt "auratiske" kunst hævdede man en skabende aktivitet, der skulle genforene kunst som individuelt og fællesmenneskeligt potentiale med 'livspraksissen' selv. Kunsten skulle revolteres, og det med eftertryk, men det skulle ikke ske inde i et lukket æstetisk rum, for det, der talte, var, om revolten i sidste ende fik indvirkning på hverdagslivet.
Jeg refererer her, loyalt, den beskrivelse af avantgarden i tidsrummet 1910-30, som Peter Bürger gav i sin Theorie der Avantgarde (1974, engelsk udgave 1984), en bog, der nu gennem 30 år har spillet en betydelig rolle, om ikke som doktrin, så dog som fælles platform for kvalificeret diskussion. Hvad der især har vakt debat, er Bürgers afvisning af at tale om avantgarde som luftigt abstrakt overbegreb. I stedet insisterer han på at kalde de tidlige avantgardebevægelser for "den historiske avantgarde", idet han derved markerer, at oprøret mod Kunsten og Værket kun lod sig forsøge én gang, og at Dada, futurismen, surrealismen m.m. kom til kort i deres utopiske bestræbelser, al den stund institutionen Kunst jo blot løbende integrerede oprørstendenserne i sig, satte kritikken på museum, gjorde 'anti-varen' til vare. Hvad der siden er dukket op i form af neo-avantgarde, er for Bürger logisk nok en museal og sentimental remake af et brud, der skete én gang, engang, og som i sin monstrøse mislykkethed var en ægte tragedie, hvorimod neo-avantgardismen højst kan blive en komisk kopi.
Svampede netværk
Problemet ved dette synspunkt er imidlertid, at det er blindt for kompleksiteten i den tidlige avantgarde, og at det på traditionel tysk, dvs. hegelsk-historiefilosofisk vis gør kunsten til et nydeligt sammenhængende subjekt med en historie, der kan fortælles. I stedet kan man vælge at betragte avantgarderne som et netværk af heterogene, løsere sammenkoblede og mycelieagtigt forgrenede grupperinger.
Sådan skitseres billedet i antologiens indledningstale af Tania Ørum og Marianne Ping Huang, der i deres kunsthistoriske betragtninger støtter sig til den hollandske avantgardehistoriker Hubert van den Berg. I dennes grundige og veldokumenterede bidrag til avantgardens og avantgardebegrebets historie præsenteres nemlig en god model til kortlægning af fænomenerne. Med inspiration fra Gilles Deleuze og Félix Guattari beskrives avantgarden som et 'rhizome', dvs. et fluktuerende og nomadisk vagabonderende, heterogent netværk af fundamentalt international karakter. Fælles for alle de svampe, der poppede op rundt om på kloden, især i centrene Paris, Berlin, München, Wien, Skt. Petersborg, Moskva, senere New York og San Francisco, men såmænd også i Stockholm og København, det er og bliver ønsket om at re-integrere kunsten i livet. I forhold til dette anti-institutionelle formål, som jo blev så yderligt skærpet i f.eks. situationismen, spiller mere formalæstetiske parametre underordnet rolle.
Fortid og nutid
En interessant sløjfe på den teoretiske diskussion binder Peter Borum i antologiens sidste artikel. Han genoptager debatten med Bürger og tilslutter sig anvendelsen af netværket som metafor, men han går samtidig bag om Deleuze til dennes læremester Henri Bergson og får faktisk sagt præcise ting om den måde, hvorpå fornyelserne i kunsten kan gøre fortiden, det passerede nu, tilstedeværende i det passerende nu. I avantgarderne levendegøres "en gentagelsens og en forskellens tid". Her virkeliggør kunstner efter kunstner drømmen om radikalt at forandre selve sansningens evne.
Man bør vistnok læse dette, begrebsmæssigt temmelig vanskelige, men intellektuelt overmåde stimulerende bidrag lige efter de indledende teoretiske diskussioner og så først bagefter studere de analyserende og historisk tilbageblikkende tekster. Inden for litteraturen belyser Laura Luise Schultz Gertrude Steins poesi (Tender Buttons, 1914, da. Ømme dupper, 2004) som ordkunstens originale svar på Picassos kubisme. Lars Bukdahl rider sin kæphest Storm P. og sammenligner ham med Kurt Schwitters, som han oversatte i Anna Blomst og andre digte, 2002. Claus Falkenstrøm kortlægger de situationistiske forudsætninger for Peter Laugesens "maniske" bøger fra de hektiske år midt i 1970'erne, og vi får grundige gennemgange af bogobjekter fra den russiske formalisme, manifester fra fransk surrealisme og svenske Bruno K. Öijers, af Artaud inspirerede aktiviteter på kant med eliten og kunstinstitutionen. Karen Kurczynskis analyse af Asger Jorns forhold til Cobra og situationismen er især værd at læse som korrektion af enhver, der hylder kunst-bevægelsen på bekostning af den individuelle kunstner.
EKS-Skolen især
Et orienteringsfelt for sig udgøres af de eksperimenterende kunstnermiljøer omkring EKS-Skolen i 1960'erne, med navne som Bjørn Nørgaard, Poul Gernes, Hans-Jørgen Nielsen og Per Kirkeby, og sandelig om vi ikke får en lødig og grundig beskrivelse af Albert Mertz' brug af fotografiet. Fra disse fagligt velfunderede og vældig oplysende analyser fører via tid og teori hængebroer videre til Mogens Andersen og Agneta Mei.
Hytten, som i en veritabel guldgrube af en artikel får indkredset det spændende og nye ved Ib Nørholms musik.
Jo, det bobler og bugner i denne righoldige og velredigerede bog, hvis timing virker perfekt, her samme år som Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen, uden at sætte navne på polemikken, i Kritik af den negative opbyggelighed satte et spørgsmålstegn lige netop ved avantgardens drøm om forening af liv og kunst og i samme ombæring gentog den bürgerske skepsis mod neo-avantgarden som avantgardernes ynkværdige degradering til tom avantgardisme, dvs. ren ideologi. Efter udgivelsen af En tradition af opbrud skulle der vist være grundlag for en præcisering og historisk nuancering af debatten.
esn@information.dk

Billedtekst:
Asger Jorn: ´Monopol Rouge liggende og Map of Copenhagen´ i: Fin de Copenhague, Bauhaus Imaginiste, København 1957 Illustration fra bogen
Antologi: Fra avantgarde til accept

---


Jyllands-Posten 12. november 2005, tabloidsektion, side 25


I en omfattende antologi oprulles den moderne kulturs historie. Det er en historie om den avantgardistiske kunst, der ved sin fremkomst var grænsebrydende, men som siden blev norm.
EN TRADITION AF OPBRUD. Avantgardernes tradition og politik. Redigeret af Charlotte Engberg (m.fl.) 355 sider, 298 kr. Forlaget Spring

Af ERIK SVENDSEN
Det er en ordentlig moppedreng, denne akademiske artikelsamling om avantgarden. Siderne er store og delikate at se på, der er tilmed en god del illustrationer, så hvis det ikke var, fordi det ville være selvmodsigende, ville jeg skrive, at vi har at gøre med en rigtig coffee-table-book.
Men det er ikke en bog, man bladrer i, og indholdet er heller ikke en lind strøm af almindeligheder. Det vigtigste argument imod at se antologien som et udstyrsstykke til det pæne hjem er det faktum, at det ikke just ligger til den kunstneriske avantgarde at være en æstetisk skødehund i et Bo Bedre-hjem.
Avantgarden har aldrig villet forskønne. Tværtimod. Den gennemgående tendens er trangen til at bryde med de herskende kunstneriske former og gerne forene det æstetiske opgør med en problematisering af etiske grænser. Avantgardens produkter er nærmest gennemført grimme og eksperimenterende. Avantgarden stræber desuden efter at anfægte selve kunstinstitutionen. Den får os til at stille de basale spørgsmål: Er det kunst? Og efterfølgende: Hvad er kunst?
Det absurde er så, at det er på museerne, man i dag skal finde de gamle provokationer.

Grænsenedbrydende
Overhovedet er det grænsenedbrydende karakteristisk for de forskellige avantgarder (surrealisme, situationisme f. eks.), der har sat deres præg på kunsthistorien. Så grænsenedbrydende har intentionen været, at man kan diskutere, om diverse aktioner, hændelser og aparte produkter egentlig er kunstværker og ikke en anden måde at lave politiske aktioner på.
Jeg må hellere for en ordens skyld gøre opmærksom på, at avantgarden ikke overraskende har det med at vælge politiske yderligtgående poler - venstre- eller højredrejede.
Der står en masse godt - kun til dels kritisk - om denne spraglede avantgarde-tradition i det 20. århundredes kunst i antologien. Den forsøger ikke at sælge varen til læsere, der står undrende udenfor og måske gerne vil kigge ind. Man kan ikke få både i pose og sæk - for nu at bruge en kliché, som enhver sproglig avantgardist vil sky at bruge, for kunsten drejer sig jo her om at bryde alt det eksisterende ned.

Avancerede reklamer
Den skeptiske læser vil så måske spørge sig selv - hvad er så den dybere mening med avantgarden? Hvad kan vi bruge overvejelser over den til? Er avantgarden ikke kun for feinschmeckere?
Nej, og det kan man se, hvis man kigger historisk på sagen. Pointen er netop, at det grænsebrydende tit viser sig at være profetisk. Hvad der var avantgarde i går, er i dag norm. Hvem der i går var for langt ude, er i dag elsket af mange. Fremtiden gemmer sig i avantgarden. Storm P, Asger Jorn, Per Kirkeby og Poul Gernes for blot at nævne en lille dansk, broget og ikke just ensartet flok trækker den eksperimenterende attitude ind i det arbejde, som de senere bryder igennem med.
Et aktuelt eksempel på, hvor vigtigt det er at holde sig det avancerede udtryk for øje, kan man finde i reklameindustrien. Bladrer man i labre magasiner som Vogue, vil man opdage, at det er trendy at krydse det eksperimenterende og det hverdagslige snapshotfoto med promovering af modetøj. Skal man i dag brande sit firma på den internationale kunst-modescene, er grænserne mellem kommerciel kultur og avantgardekunst udflydende. Den kreative udveksling er et eksempel på et fænomen, der bliver rubriceret som oplevelsesøkonomi. Om fem år er avantgardefotoets mangfoldige udfoldelsesformer pensum på handelshøjskolen. Det er én af mange gode grunde til ikke at være reserveret over for de vilde eksperimenter.
Hvad vi vil i morgen, og hvem vi er i overmorgen, kan vi allerede ane i dagens og gårsdagens avantgarde. Den morale er ikke ny - En tradition af opbrud fortæller vigtige kapitler i den moderne kulturs historie.
kultur@jp.dk