" /> Avantgardenet: May 2006 Archives

Om Netværket

Nordisk Netværk for Avantgardestudier er et nordisk forskningsnetværk støttet af Nordforsk 2004-2007. Nordisk Netværk for Avantgarde Studier vil styrke og koordinere mindre og spredte nationale forskningsmiljøer, bidrage til at fremme udveksling af viden om forskelle og ligheder mellem de nordiske lande og gøre nordisk avantgardeforskning internationalt synlig. Nordisk Netværk for Avantgardestudier afholder en årlig konference. Netværket danner også ramme for udarbejdelsen af De nordiske avantgarders kulturhistorie i 4 bind og et elektronisk arkiv for dokumenter fra de nordiske avantgarder. Det nordiske forskningsnetværk er en videreudvikling af det danske forskningsnetværk ”Avantgardernes genkomst og aktualitet” støttet af Det humanistiske Forskningsråd 2001-2004. Under forberedelse er et Europæisk Netværk for Avantgarde og Modernisme Studier, EAM, hvis første konference afholdes i Ghent, Belgien, maj 2008.

About the Network

The Nordic Network of Avant-Garde Studies is supported by Nordforsk 2004-2007. The Nordic Network of Avant-Garde Studies aims to support and coordinate small and dispersed national centres of research, help promote the exchange of knowledge about differences and similarities among the avant-garde currents and research in the Nordic countries, and make Nordic avant-garde research visible in a European and international context. The Nordic Network of Avant-Garde Studies has a yearly conference. Within the Network an editorial group is preparing a four-volume Cultural History of the Nordic Avant-Gardes and an electronic archive of documents from the Nordic avant-gardes. The Nordic network is an extension of the Danish research network ”The Return and Actuality of the Avant-Gardes” supported by the Danish Research Council 2001-2004. A European Network of Avant-Garde and Modernism Studies, EAM, is under preparation and will have its first conference in Ghent in May 2008.
Tak for støtte til
nordforsklogo.jpg
Powered by
Movable Type 3.31

Hjem

En tradition af opbrud - anmeldelser

Den besværlige samfundsbaserede antitese til samfundet

Af Jacob Lund Pedersen

En tradition af opbrud: Avantgardernes tradition og politik
Redigeret af Tania Ørum, Marianne Ping Huang og Charlotte Engberg
Forlaget Spring, 2005. ISBN 87 90326 71 7


Med denne 355 sider lange antologi i temmelig stort format (24 x 30 cm), som er et resultat af det danske forskningsnetværk ”Avantgardernes genkomst og aktualitet” (der begyndte i 2001 og siden 2004 har været udvidet til det nordiske område), får vi nu den første dansksprogede præsentation af det, flapteksten kalder ”avantgardetraditionen” fra begyndelsen af 1900-tallet og op til i dag – og øjeblikkeligt springer det i øjnene, at den ambitiøse udgivelse tilmed rummer originale bidrag af avantgardeteoriens grand old man, Peter Bürger og af den (ikke blot inden for avantgardeteorien) indflydelsesrige amerikanske teoretiker Marjorie Perloff.
Den særdeles velredigerede antologi har til hensigt at udvide »de forkortede og lidet informerede forestillinger om avantgarderne i det 20. århundrede, der længe har præget den danske debat, kritik og forskning,« ved at give en mere historisk præcis og nuanceret afklaring af avantgardebegrebet og dets omfangslogik. I Tania Ørum og Marianne Ping Huangs forord plæderes der således – i opposition til de, der mener at kunne reducere de danske avantgarder til ’krusninger på kunst- og litteraturhistoriens lange bølge’ – for ikke at anskue avantgardestrømningerne punktuelt, som isolerede fænomener, men i de lange historiske linier, de faktisk viser sig at aftegne eller sætte deres aftryk på, og i den større internationale sammenhæng, de ved nærmere eftersyn unægteligt indgår i. Samtidig er det et af antologiens overordnede ønsker at historisere selve opfattelsen af avantgarden, hvilket især kommer til udtryk i islændingen Benedikt Hjartarsons artikel om ”At historisere den historiske avantgarde”.
Antologien fremkommer, heldigvis, ikke med noget entydigt, autoritativt og for alle bidragene gældende begreb om avantgarden, men lader dette stå til permanent diskussion. For overskuelighedens skyld kan man skitsere to grundliggende måder at forstå avantgardebegrebet på. På den ene side kan det opfattes som dækkende over rent formelle, stil- og fremstillingsmæssige nyskabelser, altså som et for alle tider og epoker gældende strukturelt begreb for kunstnerisk eksperimenteren og nydannelse. På den anden side sættes den kunstneriske eller måske rettere æstetiske fornyelse i en uophævelig forbindelse med en utopisk, subversiv eller revolutionær kritik af samfundet og den kunstinstitution, som repræsenterer samme. Dette er opfattelsen hos bl.a. Th.W. Adorno og Peter Bürger, der som bekendt siden udgivelsen af Theorie der Avantgarde i 1974 har sat dagsordenen for diskussionen af avantgarden. Det er denne dagsorden, flere af antologiens forfattere kritiserer, historiserer og mere eller mindre eksplicit forsøger at ændre.
De første fire artikler fungerer som en art opkridtning af banen: hollænderen Hubert van den Berg lægger ud med et bidrag til en historisk topografi over de europæiske avantgarder, Hjartarson præsenterer et kritisk gensyn med de teorier, der har formet opfattelsen af den historiske avantgarde, Perloff analyserer dialektikken mellem den individuelle kunstner og avantgardegrupperne (eller ”avantgardens traditioner”, som hun med reference til T.S. Eliots klassiske essay kalder dem i sin titel), særligt i relation til Language poetry-bevægelsen og dens forskellige generationer, mens tyskeren Bürger nuancerer, men fastholder sin tidligere fremsatte kritik af neoavantgarden: »Neoavantgarden institutionaliserer avantgarden som kunst og negerer dermed den ægte avantgardistiske intention [en revolution af de sociale forhold],« over for Hal Fosters påstand om, at det først er med neoavantgarden, at kunstinstitutionen begribes som sådan, og den historiske avantgardes projekt fattes. Efter disse fire indledende artikler følger i alt 20 analytisk og historisk vidtspændende og veloplagte bidrag, som det ikke er muligt at yde retfærdighed på så lille en plads som hér, men det skal bemærkes, at det gennemgående er en fornøjelse at være vidne til den fortrolighed, bidragyderne har med deres materiale; man fornemmer, at der ligger store forskningsindsatser bag. En tradition af opbrud giver derfor ikke blot indsigt i de vigtigste problemstillinger og teorier om avantgarderne, men frembyder også en stor mængde fakta og et mere konkret og omfattende kendskab til de enkelte kunstnere og grupperingers praksis og produktion – til dada, Kurt Schwitters, Gertrude Stein, surrealismen, Cobra, situationisterne, Albert Merz, Eksskolen, Ib Nørholm, Peter Laugesen, interfacelitteratur og meget mere.
Van den Berg giver sig på baggrund af en omfattende litteraturmængde i kast med en afklaring af avantgardebegrebet og diskuterer indgående, hvordan vi kan afgøre, om kubisme og konstruktivisme var centrale avantgardestrømninger eller ej; hvordan vi kan afgøre, hvilke ismer, projekter, grupper og individer, der kvalificerer til betegnelsen ”avantgarde”. I diskussionen inddrager han bl.a. det, han kalder ”konventionelle parametre” – fx kunstnernes selvudnævnelse til ”avantgarde” og en eksplicit intention om at forene kunst og liv eller bevægelsernes markering af sig selv som bevægelse med programmatisk formulerede manifester (hvilket jo udelukker eksempelvis kubismen og ekspressionismen) – men afviser disse parametre eller definitioner som problematiske og upræcise (i første ex for vag, i det andet for specifik), »hvad angår demarkationen af avantgardens diakrone og synkrone begyndelse og afslutning,« som det hedder på videnskabelig vis. I stedet for sådanne utilfredsstillende tilgange til avantgarden plæderer van den Berg for, at vi skal fokusere på avantgardens organisatoriske dimension (tidsskrifterne, gallerierne osv.), og bestemmer med reference til Gilles Deleuze og Félix Guattaris populære rhizombegreb avantgarden som »et synkront og diakront fluktuerende heterogent netværk med rhizomatiske egenskaber«.
Van den Berg giver os en fin oversigtsartikel om avantgardebegrebet, afklaringen af dets indhold og hvilke størrelser, det omfatter og ikke omfatter hos en række forskellige teoretikere. Men, hvis man skal tage Bürger, der generelt og således også hos van den Berg står for skud, i forsvar, kunne man indvende, at et sådant stykke upåklageligt, samvittighedsfuldt og grundigt redegørende akademisk arbejde formentlig slet ikke er Bürgers anliggende. Hos Bürger kan avantgardens politiske engagement ikke gradbøjes og typologiseres: For ham er avantgarden uløseligt knyttet til det politiske og, som Peter Borum også redegør for i sin artikel, til forsøget på at sætte sig ud over en bestemt forestilling om kunstens autonomi og på at nedbryde grænsen mellem kunst og livspraksis, at reintegrere kunsten i livspraksis. I dette perspektiv producerer neoavantgarden som allerede antydet ovenfor ingen selvkritik af kunsten, ingen nedbrydning af institutionen, da den – idet den gentager den historiske avantgardes manifestationer, efter at disse har vist sig at være uden den ønskede virkning, umulige – blot rekupererer dem på institutionens vegne og herved indskriver dem i den kapitalistiske vareøkonomi. For Bürger kan avantgarden ikke løsrives fra ønsket om at revolutionere det kapitalistiske samfund, da det simpelthen er denne revolutionære indstilling, der gør/gjorde den til avantgarde – alt andet er, som Samuel Beckett ville sige »desertion, art and craft, good housekeeping, living«. De mange forsøg på at udvide Bürgers avantgardebegreb til også at omfatte al mulig ”husholdningskunst” er derfor uforenelige med Bürgers præmisser og det forhold, han ønsker at beskrive (således er det måske symptomatisk, at Bürger, da han i 2003 gæstede Århus, var aristokratisk uvidende om eksistensen af fx en Ben Highmore) – diskussionen vedrørende den deserterende institutions- og dermed i sidste ende kapitalistisk samfundsbevarende kunst interesserer simpelthen ikke en ”ægte” avantgardist. Med det senkapitalistiske skuespilsamfunds mere og mere fuldstændige ekspropriation af vores sprog (ord, billeder etc.) og med opløsningen af det, Mikkel Bolt netop kalder den sidste avantgarde, situationisterne, i 1972, er avantgarden – hvis den da nogensinde har fandtes – død, og endnu er ingen trådt i dens sted. Det skulle i DK da lige være den af Huang behandlede Claus Beck-Nielsen (men han er jo efter sigende også død).
Det er i det hele taget en fornyelse af denne diskussion af avantgardens/kunstens politiske engagement og dens mulighedsbetingelser i forhold til institutionen og det omgivende samfund, antologien lægger op til. I den sammenhæng er Hjartarsons historisering af Bürger og Hal Fosters dagsordensættende opfattelser interessant. Hjartarson argumenterer på baggrund af en distinktion mellem termerne ”hverdagslighed” (en tingsliggjort levemåde) og ”livspraksis” (en handlemåde) for, at Bürgers teori hviler på et avantgardebegreb, der involverer et kritisk begreb om hverdagslivet, som først opstod omkring ’68, og som derfor var fremmed for virkelighedsopfattelsen hos den historiske avantgarde, den skulle gælde for, hvilket ifølge Hjartarson betyder, at Bürger definerer neoavantgarden som en gentagelse af sig selv. Hjartarsons pointe er, at hverken Bürger eller Foster reflekterer tilstrækkeligt over deres egne historiske udsigelsespositioner, og at begge udelukkende forstår forholdet mellem den historiske avantgarde og neoavantgarden som et spørgsmål om kontinuitet, i stedet for at forsøge at begribe den historiske avantgarde i dens historiske anderledeshed og altså at tage udgangspunkt i diskontinuiteten (man kunne her indvende, at dette at skulle sætte sig ud over sin egen forståelseshorisont jo er et klassisk problem for historikeren).
Opfattelsen af det politiske og kravene til kritisk engagement har ændret sig mærkbart, siden Bürger forfattede sin avantgardeteori, men det er imidlertid spørgsmålet, ikke mindst også hvad angår den såkaldte interventionskunst og relationelle æstetik, om Ørum og Huang virkelig har ret, når de skriver, at institutionen i dag har ændret sig »fra at repræsentere og dokumentere den kritiske kunst til at agere på grundlag af kunstens kritiske potentiale,« til at være en veritabel medaktør i det kritiske projekt. Er denne institutionens villighed til deltagelse udtryk for en reelt kritisk intention, eller skal den snarere anskues som en ny rekuperationsmekanisme? Forholder den kunst, den lader komme til udtryk, sig antitetisk til samfundet? Kan den stadig siges at være genuint avantgardistisk?

---


Ny antologi: Kunsten tilbage til livet

Information 1. december 2005, side 20 / 21



Diskussionen af avantgarden i kunsten får nye præmisser gennem udgivelsen af righoldig mammutantologi
Tania Ørum, Marianne Ping Huang og Charlotte Engberg (red.): En tradition af opbrud. Avantgardernes tradition og politik. 355 s. Ill. Kr. 298,00. Forlaget Spring. ISBN: 87-90326-71-7

Af Erik Skyum-Nielsen
Hvis avantgarden i kunsten er død, er dens genfærd til gengæld foruroligende aktivt. Sådan kan man ultrakort sammenfatte indholdet af dén massive moppedreng af en antologi, der for nylig udkom på forlaget Spring under titlen En tradition af opbrud. 25 bidragydere belyser fra vidt forskellige vinkler, nogle analytisk, andre teoretisk, atter andre historisk, men alle på højt fagligt niveau, avantgarden som fænomen fra begyndelsen af det 20. århundrede med Dada og futurismen helt frem til vore dages kunstfotografi, aktionskunst (Claus Beck-Nielsen) og hypertekstproduktioner.
Fælles for artiklerne er en velgørende vilje til at tænke ting igennem fra grunden, og man må også glæde sig over, at det åbenbart omsider er muligt at lave en avantgarde-antologi, der fremtræder nogenlunde renset for isme- og gruppe-manifesternes bulderbragende selvpromovering.
Avantgarde kan i første omgang forsigtigt og bredt forstås som rent formelle nybrud, som eksperimenter i og med kunsten. Men disse æstetiske brud udføres næsten hver gang som led i en radikal kritik af samfundet i almindelighed og kunst-institutionen i særdeleshed. Den kunstneriske aktivitet rummer altid i anden omgang en politik af en slags.
Æstetikkens politik
Avantgarderne vil eller ville, slagordsagtigt formuleret, "føre kunsten tilbage til livet", ophæve dens indespærring i museet, teatret, koncertsalen, bogen.
Følgelig gik man fra starten til angreb på værkkategorien og søgte gennem de formelle nybrud, kombineret med provokerende adfærd, at rokke ved definitionen af kunst. Over for det organiske, det harmoniske kunstværk satte man f.eks. montagen, over for den suveræne, såkaldt "auratiske" kunst hævdede man en skabende aktivitet, der skulle genforene kunst som individuelt og fællesmenneskeligt potentiale med 'livspraksissen' selv. Kunsten skulle revolteres, og det med eftertryk, men det skulle ikke ske inde i et lukket æstetisk rum, for det, der talte, var, om revolten i sidste ende fik indvirkning på hverdagslivet.
Jeg refererer her, loyalt, den beskrivelse af avantgarden i tidsrummet 1910-30, som Peter Bürger gav i sin Theorie der Avantgarde (1974, engelsk udgave 1984), en bog, der nu gennem 30 år har spillet en betydelig rolle, om ikke som doktrin, så dog som fælles platform for kvalificeret diskussion. Hvad der især har vakt debat, er Bürgers afvisning af at tale om avantgarde som luftigt abstrakt overbegreb. I stedet insisterer han på at kalde de tidlige avantgardebevægelser for "den historiske avantgarde", idet han derved markerer, at oprøret mod Kunsten og Værket kun lod sig forsøge én gang, og at Dada, futurismen, surrealismen m.m. kom til kort i deres utopiske bestræbelser, al den stund institutionen Kunst jo blot løbende integrerede oprørstendenserne i sig, satte kritikken på museum, gjorde 'anti-varen' til vare. Hvad der siden er dukket op i form af neo-avantgarde, er for Bürger logisk nok en museal og sentimental remake af et brud, der skete én gang, engang, og som i sin monstrøse mislykkethed var en ægte tragedie, hvorimod neo-avantgardismen højst kan blive en komisk kopi.
Svampede netværk
Problemet ved dette synspunkt er imidlertid, at det er blindt for kompleksiteten i den tidlige avantgarde, og at det på traditionel tysk, dvs. hegelsk-historiefilosofisk vis gør kunsten til et nydeligt sammenhængende subjekt med en historie, der kan fortælles. I stedet kan man vælge at betragte avantgarderne som et netværk af heterogene, løsere sammenkoblede og mycelieagtigt forgrenede grupperinger.
Sådan skitseres billedet i antologiens indledningstale af Tania Ørum og Marianne Ping Huang, der i deres kunsthistoriske betragtninger støtter sig til den hollandske avantgardehistoriker Hubert van den Berg. I dennes grundige og veldokumenterede bidrag til avantgardens og avantgardebegrebets historie præsenteres nemlig en god model til kortlægning af fænomenerne. Med inspiration fra Gilles Deleuze og Félix Guattari beskrives avantgarden som et 'rhizome', dvs. et fluktuerende og nomadisk vagabonderende, heterogent netværk af fundamentalt international karakter. Fælles for alle de svampe, der poppede op rundt om på kloden, især i centrene Paris, Berlin, München, Wien, Skt. Petersborg, Moskva, senere New York og San Francisco, men såmænd også i Stockholm og København, det er og bliver ønsket om at re-integrere kunsten i livet. I forhold til dette anti-institutionelle formål, som jo blev så yderligt skærpet i f.eks. situationismen, spiller mere formalæstetiske parametre underordnet rolle.
Fortid og nutid
En interessant sløjfe på den teoretiske diskussion binder Peter Borum i antologiens sidste artikel. Han genoptager debatten med Bürger og tilslutter sig anvendelsen af netværket som metafor, men han går samtidig bag om Deleuze til dennes læremester Henri Bergson og får faktisk sagt præcise ting om den måde, hvorpå fornyelserne i kunsten kan gøre fortiden, det passerede nu, tilstedeværende i det passerende nu. I avantgarderne levendegøres "en gentagelsens og en forskellens tid". Her virkeliggør kunstner efter kunstner drømmen om radikalt at forandre selve sansningens evne.
Man bør vistnok læse dette, begrebsmæssigt temmelig vanskelige, men intellektuelt overmåde stimulerende bidrag lige efter de indledende teoretiske diskussioner og så først bagefter studere de analyserende og historisk tilbageblikkende tekster. Inden for litteraturen belyser Laura Luise Schultz Gertrude Steins poesi (Tender Buttons, 1914, da. Ømme dupper, 2004) som ordkunstens originale svar på Picassos kubisme. Lars Bukdahl rider sin kæphest Storm P. og sammenligner ham med Kurt Schwitters, som han oversatte i Anna Blomst og andre digte, 2002. Claus Falkenstrøm kortlægger de situationistiske forudsætninger for Peter Laugesens "maniske" bøger fra de hektiske år midt i 1970'erne, og vi får grundige gennemgange af bogobjekter fra den russiske formalisme, manifester fra fransk surrealisme og svenske Bruno K. Öijers, af Artaud inspirerede aktiviteter på kant med eliten og kunstinstitutionen. Karen Kurczynskis analyse af Asger Jorns forhold til Cobra og situationismen er især værd at læse som korrektion af enhver, der hylder kunst-bevægelsen på bekostning af den individuelle kunstner.
EKS-Skolen især
Et orienteringsfelt for sig udgøres af de eksperimenterende kunstnermiljøer omkring EKS-Skolen i 1960'erne, med navne som Bjørn Nørgaard, Poul Gernes, Hans-Jørgen Nielsen og Per Kirkeby, og sandelig om vi ikke får en lødig og grundig beskrivelse af Albert Mertz' brug af fotografiet. Fra disse fagligt velfunderede og vældig oplysende analyser fører via tid og teori hængebroer videre til Mogens Andersen og Agneta Mei.
Hytten, som i en veritabel guldgrube af en artikel får indkredset det spændende og nye ved Ib Nørholms musik.
Jo, det bobler og bugner i denne righoldige og velredigerede bog, hvis timing virker perfekt, her samme år som Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen, uden at sætte navne på polemikken, i Kritik af den negative opbyggelighed satte et spørgsmålstegn lige netop ved avantgardens drøm om forening af liv og kunst og i samme ombæring gentog den bürgerske skepsis mod neo-avantgarden som avantgardernes ynkværdige degradering til tom avantgardisme, dvs. ren ideologi. Efter udgivelsen af En tradition af opbrud skulle der vist være grundlag for en præcisering og historisk nuancering af debatten.
esn@information.dk

Billedtekst:
Asger Jorn: ´Monopol Rouge liggende og Map of Copenhagen´ i: Fin de Copenhague, Bauhaus Imaginiste, København 1957 Illustration fra bogen
Antologi: Fra avantgarde til accept

---


Jyllands-Posten 12. november 2005, tabloidsektion, side 25


I en omfattende antologi oprulles den moderne kulturs historie. Det er en historie om den avantgardistiske kunst, der ved sin fremkomst var grænsebrydende, men som siden blev norm.
EN TRADITION AF OPBRUD. Avantgardernes tradition og politik. Redigeret af Charlotte Engberg (m.fl.) 355 sider, 298 kr. Forlaget Spring

Af ERIK SVENDSEN
Det er en ordentlig moppedreng, denne akademiske artikelsamling om avantgarden. Siderne er store og delikate at se på, der er tilmed en god del illustrationer, så hvis det ikke var, fordi det ville være selvmodsigende, ville jeg skrive, at vi har at gøre med en rigtig coffee-table-book.
Men det er ikke en bog, man bladrer i, og indholdet er heller ikke en lind strøm af almindeligheder. Det vigtigste argument imod at se antologien som et udstyrsstykke til det pæne hjem er det faktum, at det ikke just ligger til den kunstneriske avantgarde at være en æstetisk skødehund i et Bo Bedre-hjem.
Avantgarden har aldrig villet forskønne. Tværtimod. Den gennemgående tendens er trangen til at bryde med de herskende kunstneriske former og gerne forene det æstetiske opgør med en problematisering af etiske grænser. Avantgardens produkter er nærmest gennemført grimme og eksperimenterende. Avantgarden stræber desuden efter at anfægte selve kunstinstitutionen. Den får os til at stille de basale spørgsmål: Er det kunst? Og efterfølgende: Hvad er kunst?
Det absurde er så, at det er på museerne, man i dag skal finde de gamle provokationer.

Grænsenedbrydende
Overhovedet er det grænsenedbrydende karakteristisk for de forskellige avantgarder (surrealisme, situationisme f. eks.), der har sat deres præg på kunsthistorien. Så grænsenedbrydende har intentionen været, at man kan diskutere, om diverse aktioner, hændelser og aparte produkter egentlig er kunstværker og ikke en anden måde at lave politiske aktioner på.
Jeg må hellere for en ordens skyld gøre opmærksom på, at avantgarden ikke overraskende har det med at vælge politiske yderligtgående poler - venstre- eller højredrejede.
Der står en masse godt - kun til dels kritisk - om denne spraglede avantgarde-tradition i det 20. århundredes kunst i antologien. Den forsøger ikke at sælge varen til læsere, der står undrende udenfor og måske gerne vil kigge ind. Man kan ikke få både i pose og sæk - for nu at bruge en kliché, som enhver sproglig avantgardist vil sky at bruge, for kunsten drejer sig jo her om at bryde alt det eksisterende ned.

Avancerede reklamer
Den skeptiske læser vil så måske spørge sig selv - hvad er så den dybere mening med avantgarden? Hvad kan vi bruge overvejelser over den til? Er avantgarden ikke kun for feinschmeckere?
Nej, og det kan man se, hvis man kigger historisk på sagen. Pointen er netop, at det grænsebrydende tit viser sig at være profetisk. Hvad der var avantgarde i går, er i dag norm. Hvem der i går var for langt ude, er i dag elsket af mange. Fremtiden gemmer sig i avantgarden. Storm P, Asger Jorn, Per Kirkeby og Poul Gernes for blot at nævne en lille dansk, broget og ikke just ensartet flok trækker den eksperimenterende attitude ind i det arbejde, som de senere bryder igennem med.
Et aktuelt eksempel på, hvor vigtigt det er at holde sig det avancerede udtryk for øje, kan man finde i reklameindustrien. Bladrer man i labre magasiner som Vogue, vil man opdage, at det er trendy at krydse det eksperimenterende og det hverdagslige snapshotfoto med promovering af modetøj. Skal man i dag brande sit firma på den internationale kunst-modescene, er grænserne mellem kommerciel kultur og avantgardekunst udflydende. Den kreative udveksling er et eksempel på et fænomen, der bliver rubriceret som oplevelsesøkonomi. Om fem år er avantgardefotoets mangfoldige udfoldelsesformer pensum på handelshøjskolen. Det er én af mange gode grunde til ikke at være reserveret over for de vilde eksperimenter.
Hvad vi vil i morgen, og hvem vi er i overmorgen, kan vi allerede ane i dagens og gårsdagens avantgarde. Den morale er ikke ny - En tradition af opbrud fortæller vigtige kapitler i den moderne kulturs historie.
kultur@jp.dk

Nyhedsbrev marts 2006

Marts 2006


Kære netværksmedlemmer,

I weekenden d. 10.-12. marts, havde vi det indledende møde i København om en engelsksproget nordisk avantgardehistorie i fire bind. Vi påbegyndte diskussionerne om de første 2 bind, der skal strække sig fra hhv. 1900-1925 og 1925-1950. I det indledende møde deltog:
Hubert van den Berg (Groningen)
Annegret Heitman (München)
Benedikt Hjartarson (Reykjavik)
Marianne Ping Huang (Århus)
Torben Jelsbak (København)
Rikard Schönström (Lund)
Martin Glaz Serup (Netværkssekretær)
Per Stounbjerg (Århus)
Tania Ørum (København)
Dorthe Aagesen (København)
Marianne og jeg er med som initiativtagere og organisatorer, men træder først aktivt ind i forbindelse med de to sidste bind (1950-1975 og 1975-2000)
Vi havde nogle rigtig gode diskussioner udfra bl.a. Benedikts oplæg (vedlagt): om principper, periodisering, komposition og vægtning af analyseeksempler over for mere brede fremstillinger. Foreløbig har Hubert van den Berg og Benedikt Hjartarson påtaget sig at være tovholdere for første runde og udsende en sammenfatning af mødets resultater. Dernæst skal der tænkes videre og findes flere bidragydere, så vi kan dække de forskellige nordiske lande og forskellige kunstarter etc.
Næste møde finder sted i København d. 19. August 2006.

Næste arrangement i Det nordiske Netværk var planlagt som en todages Situationistkonference arrangeret af Mikkel Bolt Rasmussen og Jacob Jacobsen. Arrangørerne planlægger en dag med mere akademiske oplæg (med bidrag af bl.a. Thomas McDonough, Stewart Home, Alaistair Bonnet, Roberto Ohrt, Karen Kurzcynski og Claus Falkenstrøm) og en mere workshop-agtigt dag med oplæg af tidligere medlemmer af is. Der er kontakt til flere af de gamle situationister, som gerne vil komme: Jacqueline de Jong, Peter Laugesen og Bengt Ericsson m.fl.
Alle medlemmer af det nordiske netværk er velkomne. Konferencen var planlagt til at finde sted d. 25-26. maj 2006 i København, men har måttet udsættes, da arrangørerne ikke har kunnet få det hele på plads, og det nu er for sent at annoncere et så ambitiøst arrangement.
Nærmere oplysninger om Situationistkonferencen følger så snart som muligt. Den vil formentlig finde sted enten i efteråret 2006 eller foråret 2007.

Den 9.-11. Juni mødes de nordiske koordinatorer (Marianne Ping Huang og Tania Ørum, DK, Jonas Ingvarsson og Jesper Olsson, SE, Per Bäckström og Bodil Børset, N, Benedikt Hjartarson og Hlynur Helgasson, IS) for at koordinere netværksaktiviteterne. Vi skal dels diskutere den kommende netværkskonference i Tromsø i november 2006, som der er udsendt Call for Papers til. Dels skal vi forhandle med Sascha Bru (Ghent) og Peter Nicholls (Essex) om et kommende europæisk avantgardenetværk eller en European Association for Avant-Garde Studies.

Efterårets første arrangement i det nordiske avantgardenetværk bliver d. 22.-23. September 2006 i København, hvor vi afholder en todages konference om Little Magazines med oplæg om de små tidsskrifters rolle fra det tidlige 20.årh’s avantgarde over efterkrigstidsavantgarden og frem til dagens små eksperimentaltidsskrifter. Nærmere program følger (se foreløbigt udkast til program vedlagt).
Hvis det er økonomisk og praktisk muligt vil vi søge at afholde en endages konference om Konkret poesi, muligvis i tilslutning til tidsskriftskonferencen. Også denne konference vil trække trådene fra den konkrete poesis start i slutningen af 1950’erne i Brasilian, Schweiz og Sverige frem til genoptagelserne i dagens (elektroniske) poesi. Begge konferencer kan nyde godt af, at vi i efterårssemesteret har en ekspert i brasiliansk konkret poesi og tidsskrifter i København, nemlig professor emeritus Claus Clüver fra Indiana University, USA.

Det danske avantgardenetværks antologi En tradition af opbrud. Avantgardernes tradition og politik har fået fine anmeldelser i Information og Jyllandsposten, men er stadig ikke blevet anmeldt i Politiken eller Weekendavisen. Til gengæld har den fået en god lektørudtalelse i bibliotekssystemet. Der er også anmeldelser undervejs flere steder i Norge. Foreløbig er der solgt et skuffende lille antal. Netværksmedlemmer kan erhverve et eksemplar til rabatpris Dkr. 200,- + postforsendelse.
Bed gerne jeres lokale boghandler om at skaffe et eksemplar hjem.
Også første bind i serien af skrifter fra avantgardeprogrammet ved Edinburgh University, UK, redigeret af Dietrich Scheunemann, er nu udkommet i Rodopis serie af Avantgarde Critical Studies. Det har titlen Avant-Garde/Neo-Avant-Garde og rummer en række artikler, der med bagsidens ord ”explores new approaches to the study of avant-garde literature and art, film and architecture” og søger at åbne for nye teoretiske mere præcise undersøgelser af efterkrigstidens avantgarde. Endnu to bind er under udgivelse med bidrag fra de efterfølgende to konferencer, som Tania har deltaget i som repræsentant for det nordiske avantgardenetværk, ligesom forskere fra Edinburgh har deltaget i vores nordiske netværkskonferencer.

Mange hilsner

Tania

SASS-konference 4.-6. maj 2006

København den 28. maj 2006


Rapport om deltagelse i SASS-konference 4.-6. maj 2006 i Oxford, Mississippi


Jeg deltog i “96th Annual Meeting of the Society for the Advancement of Scandinavian Study” i Oxford, Mississippi, den 4.-6. maj 2006 med støtte fra Det Nordiske Avantgardenetværk. SASS afholder hvert år en konference i USA som regel med et fælles, overordnet tema, men i år var konferencen uden fælles tema, og de forskellige sessions dækkede en lang række vidt forskellige områder inden for skandinaviske studier. Programmet kan p.t. stadig læses på adressen: http://www.croft.olemiss.edu/sass2006/home/program.php
Som repræsentant for netværket bidrog jeg med et paper med titlen “Illegibility as Aesthetic Strategy in Contemporary Danish Poetry” om værker af Lars Skinnebach og Ursula Andkjær Olsen. Mit oplæg var programsat i en session om Twentieth-Century Danish Literature, og blandt de andre oplæg i samme afdeling var et paper om det eksperimenterende danske teater Hotel Proforma af Milda Ostrauskaite. På konferencen var der generelt langt mellem bidrag, som relaterede til emner inden for modernisme eller avantgarde, da konferencen som nævnt var meget bred og spændte over mange forskellige fagområder og discipliner. Til gengæld var der stor interesse for og pænt fremmøde til de oplæg om nyere og samtidig litteratur og kunst, der var på konferencen, og det virkede som om, der var behov for en øget repræsentation inden for disse emner som supplement til de mere traditionelle og veletablerede forskningsområder inden for nordiske studier. Blandt de få papers i denne kategori var en afdeling om temaet The Body in Contemporary Scandinavian Literature, hvor Claire Thomson, University College London, holdt oplæg om “Peter Høeg's Post-Human Bodies", og Nora Simonhjell analyserede romanen Biopsi af den norske forfatter Lars Ramslie i sit paper “The Destroyed Body: New Tendencies in Norwegian Literature". I en session om oversættelsesstudier fortalte Johannes Göransson om sin oversættelse af den svenske lyriker Aase Bergs digte til engelsk. Endelig var der en hel afdeling, som var centreret om den danske forfatter Villy Sørensens forfatterskab. Jeg mødte flere deltagere på konferencen, som gav udtryk for interesse for Det Nordiske Avantgardenetværk, og jeg benyttede lejligheden til at gøre dem opmærksom på netværkets aktiviteter, først og fremmest den kommende konference i Tromsø i november.


Marianne Ølholm

Nordiske og øvrige kontaktpersoner

Kontaktpersoner/ Contacts:

Danmark/Denmark:
Lektor Tania Ørum tania@hum.ku.dk
Institut for Kunst- og Kulturvidenskab/ Department for Cultural Studies and the Arts
Københavns Universitet University of Copenhagen
Karen Blixensvej 1 Karen Blixensvej 1
2300 København S. 2300 Copenhagen S., Denmark

Lektor Marianne Ping Huang litmph@hum.au.dk
Institut for Æstetiske Fag
Aarhus Universitet
Langelandsgade 139
8000 Århus C

Sverige/Sweden:

Lektor Jonas Ingvarsson jonas.ingvarsson@kau.se
Karlstad Universitet

Jesper Olsson jesper.olsson@littvet.su.se
Stockhoms Universitet


Norge/Norway:

Lektor Per Bäckström per.backstrom@hum.uit.no
Universitetet i Tromsø

Bodil Børset bodil.borset@hf.ntnu.no
Universitetet i Bergen


Island/Iceland:
Mag.art. Benedikt Hjartarson benedihj@hi.is
Islands Universitet

Hlynur Helgasson hlynur@bhs.is
Islands Universitet

En tradition af opbrud

avantgarde.jpg

En tradition af opbrud
- avantgardernes tradition og politik

Red. af Tania Ørum, Marianne Ping Huang & Charlotte Engberg

En tradition af opbrud er den første danske præsentation af avantgardetraditionen fra starten af det 20. århundrede frem til vore dage.

Avantgardebevægelserne har præget det 20. århundrede. De har udfordret både kunstens, kulturens og videnskabens institutioner. Og fra avantgardekredsene har ringene bredt sig og påvirket også den brede strøm af kunst og kultur.

Antologiens nyskrevne internationale og danske bidrag belyser avantgardetraditionen bredt teoretisk og historisk og går i dybden med analyser af enkelte bevægelser, kunstnere og værker.

450 sider. Illustreret.
ISBN: 87-90326-71-7

Forlagets omtale
Læs anmeldelser

Nordic Network of Avant-Garde Studies

The successive waves of Avant-Garde experiments throughout the 20th century have been a major source of new developments in all the arts, and in its turn this experimental tradition has left its marks also on the cultural mainstream.
Although the Nordic countries contributed significantly to the early modern breakthrough in late19th cntury, 20th-century international avant-garde movements have often arrived late in the Nordic countries. This late arrival, as well as the geographical location at the Northern outskirts of Europe, have tended to obscure the avant-garde tendencies in the Nordic countries and their influence on the broader cultural history of the arts. There is, however, no doubt that discussions of the avant-garde figure prominently in the cultural discourse of the Nordic countries from the start of the 20th century, and that artists from the Nordic countries have been part of the schools and movements of the European avant-garde. Franziska Clausen from Denmark and Viking Eggeling from Sweden are just two early examples of artists who visited European avant-garde schools and in ttheir later work represented the transnational currents of the avant-garde in the Nordic countries.
Recently there has been a growing interest among scholars in uncovering the importance of the historical avant-gardes in the context of Nordic culture and the Nordic history of the arts, just as technological and media research as well as recent art and architecture have resumed the connection to previous avant-garde traditions. Recent international studies demonstrate that the avant-gardes have mostly been cross-national whereas research has traditionally had a national perspective and has therefore tended to see avant-garde tendencies as more isolated and marginal than they have in fact been. This is certainy true of the Nordic avant-garde movements which have often had strong interconnections. In this percpective it is important to keep an inter-Nordic focus on the ongoing research into the history and actuality of the avant-gardes. A Nordic network will help coordinate and build up the often small and isolated national research centres, encourage exchange of information about similarities and differences among the Nordic countries and make Nordic avant-garde research visible in an international context.
The Nordic Network of Avant-Garde Studies is supported by Nordforsk 2004-2007. It is an extension of the Danish research network ”The Return and Actuality of the Avant-Gardes” (coordinated by lektor Charlotte Engberg, University of Roskilde, lektor Marianne Ping Huang, Aarhus University and lektor Tania Ørum, University of Copenhagen) supported by the Danish Research Foundation for the Humanities 2001-2004.


The Nordic Network of Avant-Garde Studies organises a yearly conference for Nordic and European avant-garde researchers, as well as a number of smaller conferences and seminars. Conferences and seminars result in edited publications published by several Nordic publishing houses. The network has also started the editing a four-volume Cultural History of the Nordic Avant-Gardes which will cover the period 1900-2000. This publication will be supplemented by a digital archive of documents from the Nordic avant gardes, a NUBUweb which will include texts, images and sound.

Coordinators
Denmark: lektor Tania Ørum, University of Copenhagen and lektor Marianne Ping Huang, Aarhus University.
Norway: docent Per Bäckström, Tromsø University and Bodil Børset, University of Bergen.
Sweden: lektor Jonas Ingvarsson, Karlstad University and ph.d. Jesper Olsson, Stockholm University.
Iceland: mag.art. Benedikt Hjartarsson, University of Iceland and, lektor Hlynur Helgasson, University of Iceland.

Conferences
Copenhagen 2004:
(Inter)national Research – Transnational Avant-Gardes: New Perspectives on Nordic Avant-Garde Research and Historiography
Arranged by Marianne Ping Huang and Tania Ørum.

Stockholm 2005
Avant-Garde and Technology
Arranged by: Jonas Ingvarsson, Karlstad University og Jesper Olsson, Stockholm University.

Tromsø 2006
Centre-Periphery: Avant-Garde and the Other
Arranged by: Per Bäckström, Tromsø University.


Reykjavik 2007
Avant-Garde and Violence
Arranged by: Benedikt Hjartarsson and Hlynur Helgasson, University of Iceland.

Nordisk Netværk for Avantgardestudier

Avantgardens tradition igennem det 20. århundrede har været stærkt medvirkende til fornyelser i kunstarterne, der siden har øvet umådelig indflydelse også på kulturens brede strøm.
De internationale avantgardestrømninger har ofte været længe om at nå frem til de nordiske lande. Dette og landenes udkantsplacering i Europa har bidraget til at usynliggøre avantgardestrømningerne i de nordiske lande og deres betydning for den bredere kunst- og kulturhistorie. Imidlertid er der ingen tvivl om, at diskussioner af avantgarden allerede tidligt i det 20. århundrede spiller en rolle i kulturdebatterne i de nordiske lande, ligesom nordiske kunstnere har deltaget i avantgardernes skoler og bevægelser. Franziska Clausen fra Danmark og Viking Eggeling fra Sverige er blot to tidlige eksempler på kunstnere, som gæstede europæiske avantgarde-skoler og som også i deres senere arbejde repræsenterede avantgardernes transnationale strømninger i Norden.
De senere år er der opstået en voksende forskningsinteresse i at afdække avantgardernes betydning for nordisk kunst og kultur, ligesom teknologi- og medieforskningen og den nyeste kunst og arkitektur har genoptaget forbindelsen til de forudgående avantgardetraditioner. Nyere international forskning peger på, at avantgarderne oftest har været tværnationale, her overfor har forskningen traditionelt har haft et nationalt perspektiv og har derfor opfattet de avantgardistiske strømninger som mere punktuelle, end de reelt har været. Dette gælder i høj grad også de nordiske avantgardestrømninger, hvor der ofte har været tætte kontakter mellem de nordiske lande og mellem Norden og det øvrige Europa. I dette perspektiv er det vigtigt, at den nordiske forskning og forskeruddannelse i avantgardernes historie og aktualitet har et fællesnordisk fokus. Nordisk Netværk for Avantgardestudier vil styrke og koordinere mindre og spredte nationale forskningsmiljøer, bidrage til at fremme udveksling af viden om forskelle og ligheder mellem de nordiske lande og gøre nordisk avantgardeforskning internationalt synlig.
Nordisk Netværk for Avantgarde Studier er støttet af Nordforsk 2004-2007. Det er en videreudvikling af det danske forskningsnetværk ”Avantgardernes genkomst og aktualitet” (koordineret af Lektor Charlotte Engberg, RUC, Lektor Marianne Ping Huang, Århus Universitet og Lektor Tania Ørum, Københavns Universitet) støttet af Det humanistiske Forskningsråd i Danmark 2001-2004.

Nordisk Netværk for Avantgarde Studier arrangerer en større årlig konference for nordiske og europæiske avantgardeforskere, samt en række mindre konferencer og seminarer. Konferencer og seminarer resulterer i redigerede udgivelser på en række nordiske forlag. Netværket har desuden iværksat arbejdet med en nordisk avantgardehistorie i fire bind, dækkende perioden 1900-2000. Til avantgardehistorien lægger sig desuden opbygningen af NUBU-web, et digitalt kildearkiv hvor man fremover vil kunne finde tekst, billede og lyd.

Koordinatorer
Danmark: lektor Tania Ørum, Københavns Universitet og lektor Marianne Ping Huang, Aarhus Universitet.
Norge: docent Per Bäckström, Tromsø Universitet.
Sverige: lektor Jonas Ingvarsson, Karlstad Universitet og mag.art. ph.d. Jesper Olsson, Stockholm Universitet.
Island: mag.art. Benedikt Hjartarsson, Islands Universitet og lektor Hlynur Helgasson, Islands Universitet.

Konferencer
København 2004
(Inter)National forskning – transnationale avantgarder: Nye perspektiver på tværnordisk avantgardeforskning og –formidling.
Arrangører: Tania Ørum, Københavns Universitet og Marianne Ping Huang, Aarhus Universitet

Stockholm 2005
Avantgarde og Teknologi
Arrangører: Jonas Ingvarsson, Karlstad Universitet og Jesper Olsson, Stockholm Universitet.

Tromsø 2006
Centrum og periferi: Avantgarde og Andethed
Arrangør: Per Bäckström, Tromsø Universitet.

Reykjavik 2007
Avantgarde og vold
Arrangører: Benedikt Hjartarsson og Hlynur Helgasson, Islands Universitet.

CALL FOR PAPERS

for the 3rd Annual Conference of
the Nordic Network for Avant-Garde Studies

Centre–Periphery.
Avant-Garde and the Other

(http://uit.no/humfak/arrangement/)

We invite abstracts for an interdiscplinary conference on »Centre–Periphery. Avant-Garde and the Other» in Tromsø, November 23–24, 2006. The primary aim of the conference is to investigate interaction between the Nordic avant-garde movements and the central avant-gardes in Europe, a relation which for the main part can be described as a relation between centre and periphery.
Click "more" to read the article in its entire length

Recommended topics divide into two (overlapping) subcategories:

Centre-periphery
(suggested topics:)
• The Nordic Avant-Gardes and the Centre
• The Nordic Neo-Avant-Garde as a Centre
• Avant-Garde in the Outskirts
• Problematizing the Notion of Centre and Periphery

Avant-Garde and the Other
(suggested topics:)
• Women and the Avant-Garde
• The Avant-Garde and the Minorities
• Avant-Garde and Tradition
• Avant-Garde and Insanity

Keynote Speakers
Éva Forgács, ”Romantic Peripheries”

The Art Center College of Design in Pasadena (USA)/The Collegium Budapest (Hungary). One of the co-writers of Central European Avant-Gardes, ed. Timothy Benson. Author of among other: The Bauhaus Idea and Bauhaus Politics, 1995, A Duna Los Angelesben (Los Angeles on the Danube), 2006 forthcoming.
Amelia Jones, ”t.b.a.”
Professor and Pilkington Chair, Head of Art History and Visual Studies, University of Manchester. The author of Postmodernism and the En-Gendering of Marcel Duchamp (1994), Body Art/Performing the Subject (1998), The Artist's Body (2000), Irrational Modernism: A Neurasthenic History of New York Dada (2004), and Self/Image: Technology, Representation, and the Contemporary Subject (2006, fortcoming). Editor of A Companion to Contemporary Art Since 1945 (2006). [http://www.art.man.ac.uk/ARTHIST/profiles/ameliaPro.html]

Doctoral students and all researchers interested in these interdisciplinary and multicultural relationships are welcome to submit papers. These should not exceed 20 min. in length. An additional 10 min. will be set aside for discussion following each paper. Each speaker will therefore be allocated a total of 30 min. Conference registration and paper topics are to be sent to avantgarde@hum.uit.no by the first deadline of June 1, 2006.

Only papers that fit into the abovementioned range of topics will be accepted. Abstracts of accepted papers (10–15 lines) must be submitted by the final deadline of September 1, 2006.

We would like to stress the importance of keeping the time limits at the conference! (Some exceptions MAY be made for visual and/or audio examples). We strongly advise you to carefully calculate the length of your paper. (Hint: one minute of speech approximates 800 characters – spaces included). We will cut the presentation after 20 min's.

The papers will be published in Nordlit. Arbeidstidsskrift i litteratur, Det humanistiske fakultet, Universitetet i Tromsø, June 2007, after an extended peer-review. Dead-line will be mid-Spring, more information later.

It is also possible to attend the conference without giving a paper. Please register by no later than June 1, 2006.

The Nordic Network will be able to support some ph.d.-students that do not have their own budget for travels, so – if you are a ph.d.-student and need to be subsidized by The Nordic Network for Avant-garde Studies, please send us an application along with your registration explaining why you need to be subsidized, since we shall have to either choose some applicants or subsidize part of the travel expenses if there are many applicants. A special sum is set aside to support participants from the Eastern European and Baltic countries.

Further information, hotel suggestions, and conference fees (maximum NOK 400/50€) will be forwarded in September to those who have submitted abstracts/registrations.

NB! Do not expect immediate response. I will confirm e-mails and applications, but due to the fact that I am the sole organizer, I will have to set aside time every week to answer, confirm and plan the conference. I will, therefore, try to answer questions collectively, rather than individually.

Welcome!
Per Bäckström


The Nordic Network for Avant-Garde Studies


contact:
avantgarde@hum.uit.no